Pensionstillæg og andre økonomiske ydelser
Få mere at vide om bistandstillæg, plejetillæg og invaliditetsydelse i en BPA-ordning.
Hvad er rammerne for bistands- og plejetillæg i en BPA-ordning?
Såfremt du har fået bevilliget førtidspension før 1. januar 2003, er det almindeligt, at du også er bevilliget enten bistands- eller plejetillæg. Bistands- og plejetillægget bevilliges med det formål at dække dit behov for pleje og omsorg i hverdagen.
Bistands- og plejetillægget er en økonomisk ydelse, som tidligere blev bevilliget med det formål, at du som borger skulle tilbydes hjælp til toiletbesøg, spisesituationer, af- og påklædning, personlig vasks samt muligheden for at kunne færdes ude og inde.
Førtidspension tilkendt efter 1. januar 2003 får ikke bevilliget bistands- og plejetillæg.
Idet samme behov ikke skal dækkes to gange, er det ved bevilling af en BPA-ordning nødvendigt at vurdere, om og i hvilket omfang din timebevilling skal nedsættes som følge af, at du også modtager et bistands- eller plejetillæg.
Idet bistands- og plejetillægget er af ældre dato og ikke længere bevilliges af kommunen, vides det ikke konkret, hvilke konkrete opgaver, der dækkes af bistands- eller plejetillægget, hvis du er døgndækket. Dog gælder det som udgangspunkt opgaver, der relaterer sig til praktiske opgaver og personlig pleje. Her vurderes det, hvilke timer der ikke skal dækkes af din BPA-ordning, men af bistands- og plejetillægget.
Der vil sædvanligvis ikke ske fradrag i bistandstillægget, idet dette tillæg fredes til at dække mere løse udgifter, hvilket ikke tages højde for i timeudmålingen.
Der inddrages som udgangspunkt 70 % af plejetillægget. Dette svarer til 26 timers støtte om måneden. Såfremt du har udmålt mindre end 26 timers pleje om måneden, skal der ske en forholdsmæssig graduering af, hvor stor en del af plejetillægget, der inddrages.
Grunden til, at hele plejetillægget ikke inddrages er, at du skal have mulighed for at kunne købe hjælp til de opgaver, som din BPA-ordning ikke dækker – eksempelvis under ferieophold mv.
Hvad er rammerne for invaliditetsydelse i en BPA-ordning?
Modtager du invaliditetsydelse, kan du beholde denne ydelse, selvom du er bevilliget en BPA-ordning.
Der må ikke ske en modregning i forhold til denne ydelse.