BPA-hjælpernes aflønning
Regler for løn og aflønning af BPA-hjælpere.
BPA-hjælperne i Silkeborg Kommune aflønnes med grund løntrin 11 i overenskomsten for uuddannet kommunalt ansat Social- og Sundhedspersonale. Silkeborg Kommune ”læner” sig op af denne overenskomst.
Når en kommune på denne måde tager udgangspunkt i en overenskomst, skal kommunen følge lønelementerne i denne overenskomst i henhold til § 96 bekendtgørelsen.
Efter 3 års anciennitet stiger hjælperne til løntrin 12, hvilket er slutløn for hjælperne. § 96 er ikke et overenskomstdækket område for hjælperne.
Hvis du har valgt, at Silkeborg Kommune skal administrere lønudbetalingen for dine BPA-hjælpere i din ordning, optjenes lønnen som timeløn over en kalendermåned og er til rådighed for hjælperne senest d. 17. i måneden efter.
Lønsatserne opdateres typisk april og oktober, men det kan også være på andre tidspunkter på året også set i forhold til overenskomstforhandlinger.
De arbejdstidsbestemte tillæg kan blive ændret i forbindelse med overenskomstforhandlinger.
Du kan altid henvende dig til den økonomiske, administrative medarbejder i Socialafdelingen for BPA-området og få oplyst de aktuelle satser, eller du kan skrive en mail til BPA@silkeborg.dk.
Denne oversigt viser hvornår og hvilke arbejdstidsbestemte tillæg der udløses:
|
Mandag |
Tirsdag |
Onsdag |
Torsdag |
Fredag |
Lørdag |
Søndag |
00-06 |
Nattillæg |
Nattillæg |
Nattillæg |
Nattillæg |
Nattillæg |
Nattillæg |
Nattillæg +søndags tillæg |
06-08 |
|
|
|
|
|
|
Søndags- tillæg |
08-17 |
|
|
|
|
|
Lørdags- Tillæg |
Søndags- Tillæg |
17-23 |
Aftentillæg |
Aftentillæg |
Aftentillæg |
Aftentillæg |
Aftentillæg |
Aftentillæg+ Lørdags tillæg |
Aftentillæg +søndags tillæg |
23-24 |
Nattillæg |
Nattillæg |
Nattillæg |
Nattillæg |
Nattillæg |
Nattillæg+ Lørdags tillæg |
Nattillæg +søndags tillæg |
Rådighedstimer er timer, hvor dine BPA-hjælpere er til rådighed i dit hjem, men ikke udfører konkrete arbejdsopgaver for dig. Det kan f.eks være om natten.
Dine BPA-hjælperne skal kunne tilkaldes i rådighedsvagter, hvis du får behov for hjælp.
Rådighedstimer kan bevilges i perioder på døgnet, hvor det er svært konkret, at sige hvornår du har brug for hjælp.
Det vil fremgå af din bevilling, om du har rådighedstimer.
I rådighedsvagtstimerne får dine BPA-hjælpere løn for 75 % af normaltimelønnen.
Den effektive arbejdstid opgøres pr. påbegyndt time.
Dette betyder, at såfremt din BPA-hjælper skal hjælpe dig med en opgave i rådighedstiden (et opkald), vil din BPA-hjælper få betaling for 1 timeløn, også selvom opgaven kun tager 5-10 minutter at udføre.
Hvis din BPA-hjælper har flere opgaver eller opkald i rådighedsvagten, inden for den samme time, honoreres disse ikke.
Du skal være opmærksom på, at der gives forskellige tillæg afhængig af, på hvilken tid af dagen og hvilken dag opkaldende i rådighedsvagten ligger.
Dine BPA-hjælpere får ikke arbejdstidsbestemte tillæg for rådighedsvagtstimer (nattillæg osv.), men hvis dine BPA-hjælpere får en opgave, skal hjælpe dig i rådighedsvagtstiden, vil de få det normale arbejdstidsbestemte tillæg sammen med normaltimelønnen.
De arbejdstidsbestemte tillæg (nattillæg, aftentillæg, søndagstillæg mv.) honoreres med oprunding til ½ timer (dvs 10 minutters opkald en søndag kl. 01.10-01.20 giver 1 times normalhonorering + ½ times nattillæg og ½ times søndagstillæg).
Du er velkommen til at kontakte vores økonomimedarbejder, hvis du har brug for vejledning om rådighedsvagter eller opkald i rådighedsvagter og arbejdstidstillæggene for dine BPA-hjælpere.
Dine BPA-hjælperne optjener anciennitet for hver måneds beskæftigelse i en BPA-ordning.
Hvis du har valgt at Silkeborg Kommune skal administrere lønudbetalingen til dine BPA-hjælpere, reguleres ancienniteten automatisk. Det vil sige dine BPA-hjælpere automatisk stiger til løntrin 12 efter 3 års ansættelse ved dig.
En BPA-hjælpers optjent anciennitet fra tidligere ansættelser som BPA hjælper, skal dokumenteres af BPA-hjælperen for at kunne medtages i forhold til fastsættelse af løntrin, herunder berettigelse til pensionsopsparing.
Tilkaldevikarer optjener ikke anciennitet, da deres ansættelse ikke har en varighed udover 1 måned.
Hvis en BPA-hjælper ophører i fast ansættelse, og senere bliver ansat som tilkaldevikar, vil BPA-hjælperen mod dokumentation for fastansættelsen, kunne bevare den tidligere optjente anciennitet.
Der kan være særlige opgaver i din BPA-ordning der gør, at dine BPA-hjælpere kan få funktionsløn.
Det vil fremgå af din bevilling, at der er tale om særlige opgaver, der ikke er omfattet af det almindelige arbejde for en BPA-hjælper.
Det kan eksempelvis være, at du har behov for personale med særlige kvalifikationer eksempelvis en Social- og Sundhedsassistent eller en sygeplejerske.
Funktionslønnen vil altid være individuel.
Som udgangspunkt er BPA-hjælpere i BPA-ordninger uuddannet personale, da opgaverne er vurderet til at kunne løses af sådanne.
BPA-hjælpere der arbejder på helligdage der falder på hverdage, betales søndagstillæg. Timerne beregnes på samme måde som på en søndag med arbejdstidstillæg kl. 00 – 24.
Søgnehelligdage (hele dagen) er følgende dage:
• 1. januar
• Skærtorsdag
• Langfredag
• 2. påskedag
• St. Bededag
• Kristi Himmelfartsdag
• 2. pinsedag
• 1. og 2. juledag
Dagene aflønnes med almindelige timeløn + søndagstillæg.
Tillæg for søgnehelligdag udbetales ikke, såfremt helligdagen falder på en søndag (der udbetales alm. søndagstillæg).
Der udbetales ikke lørdagstillæg, såfremt helligdagen falder på en lørdag.
”Specialdage” der udløser særlig aflønning:
• 1. maj – aflønnes som en søndag fra kl. 12.00 – 24.00
• Grundlovsdag (5. juni) – aflønnes som en søndag fra kl. 12.00 – 24.oo
• Juleaften (d. 24. dec) – aflønnes som en søndag fra kl. 7.00 – 24.00
• Nytårsaften (d. 31. dec) – aflønnes som søndag fra kl. 12.00 – 24.00
Når disse dage falder på en søndag, udbetales søndagstillæg som normalt til dine BPA-hjælpere.
Feriepenge til BPA-hjælpere ydes efter ferieloven med 12,5 % af den samlede løn (grundlønstrin med grundlønstillæg og arbejdstidsbestemte tillæg).
Dine BPA-hjælpere kan afholde 5 ugers ferie om året.
Der er kommet ny ferieordning, som er trådt i kraft d. 1. september 2020, du kan orientere dig om ferieordningen på bpa-arbejdsgiver.dk
Du anbefales at planlægge ferien sammen med dine BPA-hjælpere, og i videst mulig omfang imødekomme ferieønsker fra dine BPA-hjælpere.
Udarbejd ferieplanen i god tid, så sammenfald undgås.
Hvis du ikke kan blive enige med dine BPA-hjælpere om ferien, er det dig som arbejdsgiver der ensidigt bestemmer. Som arbejdsgiver skal du dog i så fald overholde lovens varslingsregler, som medfører at hovedferien (afholdes mellem 1. maj og 30. september) skal varsles 3 mdr. før afholdelse, og øvrig ferie skal varsles en måned før.
Såfremt ferie planlægges og afvikles i samarbejde, kan varslingsreglerne fraviges, hvis dine BPA-hjælpere og dig er enige om det.
Silkeborg Kommune betaler ikke særlig overarbejdsbetaling, tillæg for ekstra vagter eller for at møde ind med kort varsel.
Dine fastansatte BPA-hjælpere optjener ret til pensionsordning efter 8 mdr’s ansættelse, såfremt de er fyldt 21 år.
Det er BPA-hjælperen der skal dokumentere ansættelsen. Pensionsordningen er på 14,29% af den faktiske løn, løntrinsgrundløn + grundlønstillæg.
Derudover betales til de samme BPA-hjælpere 6% pension af aften- og nattillæg, og 2 % pension af lørdags- og søndagstillæg.
Hvis Silkeborg Kommune udbetaler lønnen til dine BPA-hjælpere, skal Pensam benyttes som Pensionsselskab.
Årsagen til, at Pensam skal benyttes er, at mange af de private pensionsselskaber ikke vil modtage ansatte i BPA-ordninger, når det er det offentlige, der betaler.
Hvis du selv udbetaler lønnen til dine BPA-hjælpere, skal du selv undersøge hvilke selskaber, der vil tage dine BPA-hjælpere.
Du kan søge rådgivning hos BPA-arbejdsgiver
Hvis du har overdraget arbejdsgiveransvaret til anden part, en nærtstående, en forening eller en virksomhed, er det dem der skal sørge for pensionsordning for dine BPA-hjælpere.